Det politisk engagerede og moralsk anfægtede digt er igen ved at blive sat på dagsordenen i moderne dansk lyrik. Hos Trine Andersen direkte og pågående på en måde, som man skal tilbage til Erik Stinus og Marianne Larsens tidlige digte for at finde magen til.
Et af digtene i TA's anden digtsamling er en slags travesti på Inger Christensens åbningsbillede i Sommerfugledalen. Her er det bare ikke planetens sommerfugle, men planetens coladåser der stiger op "for at synge som hule vindspil i hækken". Pessimismen på kulturens og i særdeleshed den vestlige livsforms vegne er det gennemgående tema i samlingens otte afsnit som geografisk bevæger sig fra "hjemme", over Sverige og Benajarafe (Spanien), til Maputo og Sydafika. Om det er bådemigranterne fra Afrika der skyller i land på de Sydspanske kyster, eller de forladte swimmingpools og tennisbaner som monumenter over den vestlige kulturs fallit i Mozambique, er digtene båret af lige dele vibrerende uro og moralsk og politisk indignation over de grænser, der overalt sættes mellem os og de andre. " -håb om en bedre verden/ kommer ikke i større mål" som det lakonisk konstateres et sted.
TA debuterede med novellesamlingen Hotel Malheureux i 1995 og har siden udgivet to romaner og digtsamlingen Den nye verden, 2001.
På trods af en vis forudsiglighed i den overordnede tematik er TA's digte båret af en intensitet og direkthed i udtrykket som foruroligende viser sprækkerne i forhold til det fremmede og anderledes.