Er du til samfundskritisk poesi, så læs disse vrede protestdigte om at være sort, queer og uønsket krigsflygtning.
Aaiún Nin (pseudonym for Adelina Kiame, f. 1991) skriver i disse digte om en barndom med krig, vold og voldtægt i Angola og et om livet på en flugt gennem Afrika over Middelhavet, som ender i København. Her oplever hun at være uvelkommen og blive mistænkeliggjort pga. sin hudfarve. Samtidig er hun lesbisk. Digtene veksler mellem depressiv sorg, vrede og håb, men centralt står kroppen: Hudfarven, seksualiteten, smerten. Digterjeg'et stræber efter at finde et nyt sprog: "vi må opfinde et nyt sprog / nye mønstre / for at beskrive den uvished / vores forskellige ruter er belagt med", som det hedder i samlingens første digt. Vreden og håbet kobles med aktivistisk stolthed over at være den, man er, som her i et af samlingens sidste digte: "sorte mennesker er på gaderne verden over / og har råbt at vores liv er værdifulde / rasende / af sorg / som sorghandling // sorg er ikke statisk / at sørge er en kraftfuld handling / en protest / her / hvor vi ikke bliver opfattet som mennesker". Oversat af Mette Moestrup.
Stærke digte, som især imponerer ved de mange former og udtryk.
For flere digte om at være afrikansk flygtning, se fx Nsonis I Afrika fødes der ikke drenge - kun mændKun stemmen bliver tilbageHenry & June. Et lignende forfatterskab er fx Forugh Farrokzhads, se fx Kun stemmen bliver tilbage (som Moestrup også medvirker i). Se desuden Anaïs Nin, fx Henry & JuneFor flere digte om at være afrikansk flygtning, se fx Nsonis I Afrika fødes der ikke drenge - kun mænd. Et lignende forfatterskab er fx Forugh Farrokzhads, se fx (som Moestrup også medvirker i). Se desuden Anaïs Nin, fx Henry & JuneFor flere digte om at være afrikansk flygtning, se fx Nsonis I Afrika fødes der ikke drenge - kun mænd. Et lignende forfatterskab er fx Forugh Farrokzhads, se fx Kun stemmen bliver tilbage (som Moestrup også medvirker i). Se desuden Anaïs Nin, fx .