Denne lille bog beretter om tiden fra påske til pinse og de mange, voldsomme begivenheder, som er så centrale i kristendommen. Den beskriver Jesu liv kronologisk fra indtoget i Jerusalem palmesøndag til pinsedagens under. Centrale tekster fra Bibelen gengives sammen med et enkelt salmevers, og dertil har Gurli Vibe Jensen knyttet korte, klare kommentarer til læserens egen overvejelse. Fx beskriver hun palmesøndag som dagen imellem lydighed og flertalsråb! Bogen er forsynet med helsidesfotos af Rune Hansen, som i mange tilfælde fanger teksternes stemning godt. Blot kunne jeg godt undvære et billede fra metroens tunnel som foto (kommentar) til Jesu himmelfart. Bogen udkom i påskegult omslag på et tidspunkt, hvor meningsmålinger viste, at 69 % af befolkningen tror på, at Jesus var en virkelig, historisk person. Bogen er velegnet til personlig læsning, refleksion og fordybelse.