Serien Lette Flachsbøger består indtil nu af fire dele: Småkravl, Vilde dyr, Dyrebørn og andre. Dyrebørn behandler fugle, fisk, insekter, krybdyr, pattedyr og her padders udvikling til voksent individ. Teksten kan læses fra ca. 10 år og bogen kan bruges supplerende i natur og teknik, ligesom nysgerrige elever også vil kunne lade sig fange af farvebillederne. Stoffet er generelt og beregnet på at kunne bruges i flere lande, hvilket nok kan forvirre en begynder på området, især hvis man på egen hånd skal danne sig et overblik over danske forhold. Bogen er opbygget af en række dobbeltopslag, hvor brødteksten er sat med en stor typografi og den kan læses i sammenhæng med godt udbytte. Illustrationerne udbygger teksten med mere eller mindre velvalgte oplysninger og uden oplysninger om levested, størrelse mv. på de viste arter. Der er en oversigt over dyregrupper og forvandlingen hos frø og salamander med nogle lidt grumsede tegninger, en sammenligning af karakteristika hos dyregrupperne og et unyttigt stikordsregister.