Gennem de sidste 15-20 år er der kommet mange bøger om kinesiske kvindeskæbner, og de er blevet læst bredt. Med en flot forside kommer så her endnu en roman til læsere af kineserier.
Den privilegerede og veluddannede 16-årige Pæon lever i 1600-tallets Kina. Hun identificerer sig med den romantiske opera "Pæonpavillonen" og kan som hovedpersonen ikke få sit hjertes udkårne, idet hun er lovet væk til en anden. Af lutter kærlighedssorg sulter Pæon sig til døde og erfarer smerteligt på dødslejet, at hendes store kærlighed og hendes planlagte ægtemand er en og samme person. Pæon bliver herefter et genfærd, som fra den anden verden blander sig afgørende i mandens nye ægteskaber. Kinesiske kvindeskæbner har vi efterhånden læst om mange gange før, og den kinesiske åndeverden er heller ikke ukendt i litteraturen, selv om den kan være svær at forholde sig til. Pæonpavillonen placerer sig midt i feltet af historiske kærlighedsromaner fra Kina; for det meste er den underholdende og interessant læsning, men der er undtagelser indimellem.
Lisa See, f. 1955, er repræsenteret på dansk med yderligere tre titler, senest Sneblomst og den hemmelige vifte fra 2006. Pæonpavillonen bygger på en virkelig historie om unge elskovssyge kvinder og deres bemærkelsesværdige skæbner.
Poetisk kærlighedsroman fra Kina i 1600-tallet, hvor en ung kvinde føres i døden af elskovslængsel. Udmærket underholdning, som ikke adskiller sig markant fra de mange andre historiske romaner om kinesiske kvindeskæbner.