Bøger om stenalderkost er stadig in, og denne bog henvender sig til dem, der lever efter stenalderkostprincipperne. Der har været postitiv respons på den første bog skrevet af Thomas Rode Andersen, og derfor har han ment, at det var oplagt med en efterfølger til dem, som ønsker ny inspiration og den nyeste viden.
I 2012 udgav Thomas Rode Andersen bogen Stenalderkost, og den er blevet solgt i mere end 50.000 eksemplarer. Den nye bog har han skrevet sammen med sin hustru, Thilde Jo Maarbjerg, som er sommelier på Kong Hans Kælder. I indledningen giver forfatterne en grundig indføring i principperne for stenalderkosten - spis enkle og uforarbejdede råvarer med den rigtige fordeling af protein, fedt og kulhydrat og undgå korn, stivelses- og mælkeprodukter. I forhold til den første bog er her tilføjet et afsnit om træning og forskellige træningsformer, og for at imødegå den kritik, der har været af kostprincipperne har Thomas Rode Andersen fået foretaget en videnskabelig test at sin krop, for at finde ud af hvor sund han er, og han er sund. Bogen indeholder desuden en lang række opskrifter på småretter, hovedretter, tilbehør og brød med en ny version af det populære stenalderbrød.
Ønsker man bøger om stenalderkost er den første bog af Thomas Rode Andersen så absolut den mest benyttede og brugbare.
Bogen er nødvendig for alle, der spiser efter stenalderkost-principperne, men mange af opskrifterne kan sagtens også friste os, der ikke følger principperne.