Endnu en festlig, fornøjelig og vedkommende bog - nr. 20 i rækken - om Palle og hans far, og den adskiller sig ikke fra de tidligere. Gode bøger, elementær og medrivende handling med afsæt i dagligdags problemer som her, hvor far og søn skal på campingtur. De prøver at slå deres telt op flere steder på campingpladsen, og alle steder er der et eller andet i vejen, støj og stank blandt andet. Da de endelig finder en plads, slår fem rockere sig ned ved siden af ud på natten, men Palles far vælger at undgå konfrontationen på grund af rockernes størrelse. Bogen slutter med, at han næste morgen kommer til at vælte de fem motorcykler, hvorefter han og Palle hastigt forlader pladsen. Både der og andre steder appellerer handlingen til læserens egen fantasi, og Claus Bigums fremragende illustrationer lægger yderligere en fantasifuld alen til helheden. Til selvlæsning fra 8 år for både piger og drenge og en bog, der på mange måder udfordrer læserens fantasi og humor og derved gør læseprocessen til en positiv og spændende oplevelse.