Denne hobbybog indeholder nye idéer til anvendelse af perler. Her sættes perlerne dristigt sammen med andre materialer, hvilket inspirerer til fremstilling af specielle smykker, tøj, tilbehør eller ting til hjemmet. Bogen indledes med en grundig gennemgang af materialer og redskaber samt en udførlig beskrivelse af de forskellige anvendte sting og sømme. Dernæst præsenteres de enkelte modeller med omhyggelige, trinvise arbejdsanvisninger. Disse suppleres af små illustrative farvefotos eller skitser. Endvidere fremvises de færdige arbejder på helsides, indbydende farvefotos, som afgjort vil inspirere de fingerfærdige til at gå i gang med f.eks. perlelampeskærme, punge med perlebroderier eller én af de mange andre flotte modeller. Layoutet er indbydende og varieret. Bogen udgør sammen med Perler på stof & metal, 2001 af Birgitte Breuning et fint supplement til de mange bøger om perlesmykker. Bogen henvender sig til store børn fra 12 år, men også voksne kan have glæde af den.