Filmen henvender sig til et voksent publikum med interesse for amerikanske dramaer. Måske også folk der har prøvet at miste.
Walter var godt på vej til at komme på brydelandsholdet, da han fik at vide, at hans tvillingesøster, Annie, var blevet brutalt myrdet. Han opgav derefter karrieren og flyttede tilbage til hjembyen, hvor han nu bor sammen med sin mor og Annies 5-årige datter. Hans dage går med at følge retssagen mod den formodede morder, have et dårligt job og styrketræne. I moderens terapi gruppe møder han Linda, hvis mand også er blevet myrdet. Hun har sønnen Clay, som er en døvstum teenager. På trods af aldersforskellen finder Walter og Linda trøst i hinandens selskab. Filmen er den første spillefilm instrueret af David Hollander. Filmen bygger på novellen The mansion on the hill af Rick Moody.
De efterladtes bearbejdelse af sorg og ændrede adfærd ses også i filmen Reign over me, 2007, hvor Charlie har mistet sin familie under terrorangrebet d. 11. september 2001. Man kan også associere situationen med den anklagede og ønsket om hævn i Eye for an eye, 1996.
Det er tydeligt at Ashton Kutcher kan andet end at spille sjove roller. Det har han også tidligere bevist i The butterfly effect, 2004. Kathy Bates spiller en formidabel birolle, som moderen til den dræbte Annie. Det er også værd at lægge mærke til både soundtracket og billedsiden, der harmonerer godt med filmen. Et tragisk og deprimerende drama med et lille snert af romantik.