Bogen henvender sig til fagjurister inden for specialet og til jurastuderende og akademiske fagspecialer for hvem emneområdet er relevant, fx sociologer og filosoffer.
JD-L er afgående professor i retssociologi og retslære fra Århus Universitet. Bogen er en artikelsamling, der omfatter 12 bidrag inden for hans speciale, der falder i to hovedkategorier; den første om retssociologi og den anden om retsteori og retsfilosofi. Bogens og JD-L's sigte er at bidrage til en fortsat debat om rettens sociale funktion - specielt i en dansk sammenhæng - og om retsvidenskabens karakter og udviklingsmuligheder. I artiklerne, hvoraf en stor del af artiklerne ikke har været publiceret før, analyserer JD-L blandt andet et omdiskuteret begreb "Retspositivisme før og nu" og behandler emner som "Retlig regulering", "Velfærdsstaten som retsvidenskabeligt begreb", "Den skandinaviske realisme" (inden for retspraksis) og "Corporate Social Responsibility" (om retslig selvregulering). Hver artikel er forsynet med en litteraturliste dækkende det behandlede emne, og der er en samlet publikationsliste, der omfatter alle JD-Ls bidrag i form af bøger, artikler og dele af bøger dækkende perioden 2000-09.
JD-L står bag en lang række bøger og antologier om retssociologiske-og teoretiske emner, bl.a. Dansk retsfilosofi og Lovene og livet.
Artikelsamlng om retssociologiske emner set i forhold til en række andre rets- og samfundsrelaterede emner af den afgående juraprofessor fra Århus Universitet.