Til interesserede i dansk fotografi-historie og Hillerøds lokalhistorie.
Peter Elfelt blev født i Helsingør i 1866 og kom som dreng i lære hos en fotograf i Hillerød. Som udlært etablerede han sig i 1890 som fotograf i København og opnåede at blive kongelig hoffotograf. Mange historiske begivenheder findes i virksomhedens efterladte fotosamlinger, suppleret med nogle af landets første levende filmoptagelser. I denne bog har forfatteren studeret i biblioteker og arkiver og fremlægger stof om Peter Elfelts forslægt, hans fattige opvækst og skolegang og læretiden i Hillerød. Over halvdelen af bogens sider er pænt gengivne eksempler på Peter Elfelts fotografier, især fra Hillerød-egnen og gengivelser af arkivalier.
Fototidsskriftet "Objektiv", nr. 90, 2000, er et særnummer om Peter Elfelt, og der findes også en monografi: Kongelig hoffotograf Peter Elfelt, 1989, udgivet af Det kongelige Bibliotek, der har en stor samling af fotografens billeder. Heri beskrives allround Peter Elfelts arbejde, og der bringes en række eksempler på hans billeder. Herværende bog har særlig fokus på hans opvækst og hans tilknytning til Hillerød og bringer en række andre billedeksempler.
En lille, rigt illustreret bog, om den danske fotograf Peter Elfelt (1866-1931), med speciel fokus på hans familiebaggrund i Nordsjælland, opvækst, skolegang og læretid i Hillerød.