Til især voksne læsere af de populære sportsbiografier og herunder særligt om danske topatleter og badminton. Et close-up forsidefoto af badmintonspilleren Peter Gade er karakteristisk for genren, og da bogen handler om en af de kendteste danske sportsudøvere, er den nem at formidle.
Badmintonstjernen Peter Gades historie er fortalt til Kristine Jægesen Wilkens, som bl.a. har været tilknyttet Politikens sportsredaktion og medforfatter til Danskerne og den olympiske magt, 2008. Peter Gade : vinderen har altid ret er en forholdsvis traditionelt fortalt sportsbiografi, og indhold og genre er formidlet i tidens sproglige tone og sandhedssøgende stil. Efter en lille poetisk indledning af Peter Gade får man i prologen et fint billede på Peter Gades fine karriere-afslutning til OL i London 2012. Herefter går det kronologisk slag i slag, gennem barndom og ungdom med badminton og sidenhen på allerhøjeste niveau som en af de bedste. Bogen er ikke kun refererende med resultater og kampe, men også reflekterende i sine kritiske udsagn om bagsiden af elitesporten. Bogen er passende illustreret og desuden med faktaliste bagerst i bogen.
Som bekendt er der udkommet mange sportsbiografier indenfor de senere år og nærværende minder også i form og layout om disse, men hører dog til i den bedre ende, hvad angår en mere dybdeborende og refleksiv sportsjournalistik.
Velskrevet sportsbiografi som vil fange mange lånere.