Udgivelsen markerer, at arkiverne på Hald Hovedgaard nu er ordnet og registreret og gjort tilgængelige. Arkiverne omfatter dels Peter Seebergs arkiv og dels Arkiv for Ny Litteratur. Seeberg var stærkt engageret i arbejdet med Hald Hovedgaard; hans materiale dér omfatter en stor brevsamling, originalmanuskripter, udkast, notater osv. Det vil give forskerne nye muligheder for at belyse dette centrale forfatterskab. Arkiv for Ny litteratur omfatter en båndsamling, forretningskorrespondance og ikke mindst forlaget Arenas forfatterarkiver. Det vil sige, at dette arkiv belyser væsentlige sider af navnlig moderne dansk litteratur, når man betænker forlagets centrale placering i tiden fra 1953 til op imod nutiden. Noget af det enorme materiale er optrykt her som smagsprøver, kan man sige, og en række gode artikler belyser emner, fx med Jørn Erslev Andersens læsning af Seebergs Ved havet, Arne Aabenhus' gennemgang af Arenas historie og Anne-Marie Mai og Anne Borups interview med Arenas stifter K.E. Hermann som vægtige indslag. Altså mange gode facetter i en nyttig bog. Bibliografi over interviews med Seeberg og over Arenas samlede udgivelser. Ill. med fotos og faksimile gengivelser af ting fra arkiverne.