Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Pi og far på ski


Beskrivelse


Pi løber om kap på ski med sin vampyrfar. Pludselig er han væk for han kører alt for stærkt - så stærkt at det ender med en masse blod og et ben i gips.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 16. nov. 2011

af

af

Jesper Holtoug

d. 16. nov. 2011

De to letlæsningshæfter henvender sig til de yngste begynderlæsere, og de er udviklet med tilhørende digitale opgaver til computere og elektroniske tavler. Historierne er relativt dramatiske og vil egne sig bedst til læsetræning og opgaveløsning i klassen. Hæfterne her er på seriens B-niveau, som henvender sig til begynderlæsere, som kender mange småord.

Historierne er korte, enkle og har et par gennemgående figurer, som vist nok er vampyrer, hvilket antydes med overdrevne hjørnetænder og en del blod og uhygge undervejs. Teksten er ganske kort med især lydrette og lydnære småord. Disse ord fremgår af hæfternes bagside som en service til læreren. De meget korte og enkle sætninger er skrevet med almindelig skrift øverst på siderne, og samme tekst er skrevet nederst på siderne i et grønt felt med store trykbogstaver, således at disse kan genkendes fra computerens taster. Illustrationerne som ledsager teksten, udgøres af ret karakteristiske og spinkle stregtegninger, som nok letter forståelsen, men samtidig forekommer temmelig livløse og skabelonagtige.

Der findes virkelig mange lydrette begynderbøger i stil med disse. Blandt mange eksempler kan nævnes hele serien Lydret Dingo. Det særlige ved serien her er "dobbelt-skriften", hvor samme historie skrives med både små og store trykbogstaver samt seriens digitale side-materiale.

Historierne i de to lydrette bøger er ikke rigtigt spændende. Nok kan læseren harmes over farens gyserfilms-tvang i Pi i Bio Total og forfærdes over det blodige ski-uheld i Pi og far på ski, men der er ganske enkelt ikke kød nok på de små historier til at fastholde interessen. Desuden er nogle af sætningerne i al deres enkelthed nærmest uforståelige. Eksempelvis giver en sætning som: "Pi ser ved et hop" ganske enkelt ikke megen mening.