Musik / jazz

Pianoalbummet


Anmeldelser (4)


Lydtapet

d. 13. okt. 2013

af

af

Sofie Christiane Ree

d. 13. okt. 2013

"Numrene præsenterer alle en form for stilstand, hvilket både er en essentiel del af det fine udtryk, men desværre også kan blive en smule for ensformigt. Man kan godt komme til at savne, at numrene udvikler sig lidt mere, men udover det er der ikke meget kritik at give.Alle med hang til den skæve, melankolske, fine og smukke, lækre og behagelige jazz; bør lytte til Pianoalbummet. Man bliver glad af det".


Jazznyt

d. 24. sep. 2013

af

af

Niels Overgård

d. 24. sep. 2013

"Pianoalbummet er opfølgeren til Frimærkealbummet fra 2006, som Osgood betragter som et af sine vigtigste albums. Pianoalbummet er først og fremmest taffelklaverets plade. Pladen er mindre besynderlig end man skulle tro. Det er musik fra en hudløs og kompromisløs kunstner, der meget beundringsværdigt ikke lader sig binde af stilarters snærende bånd".


Politiken

d. 23. okt. 2013

af

af

Christian Munch-Hansen

d. 23. okt. 2013

"Årets besynderligste og mest personlige klaverplade kommer (...) fra trommeslager og multiinstrumentalist Kresten Osgood ... Musikken slår fra sig (...) med Osgood som både sanselig og dumdristig beboppianist, barpianist og avantgardepianist. Og med iklædninger af klaverspillet, både rytmisk fusionsprægede og stemningsmalende, af bassisten Thomas Vang, saxofonist Jesper Løvdal, Magnus Jochumsen på slagtøj og Prins Nitram på klimprende guitar. Selv om Osgood ikke er pianist i streng forstand, lykkes det ham at slippe af sted med denne lille, aparte plade med skindet på næsen. Ikke ved konventionel virtuositet, velklang og elegance, men i kraft af denne plades skævbøjede ideer og poetiske varme".


Jazz special

Nr. 135 (2013)

af

af

Jakob Bækgaard

Nr. 135 (2013)

"Klaveret lyder, med et hint til Tom Waits, som om det har drukket, og det spilles med en barnligt søgende naivisme, der dog også afslører ophavsmandens omfattende dannelse og genrekendskab. Genremæssigt spændes der fra skramlende swing på 808 til space age-funk på Some Truth. Det elskede klaver rumler, pruster og klimprer som en levende organisme. Det kan godt være, det ikke lyder kønt i klassisk forstand, men det har sjæl og historie, og det er det, som Osgood går efter. Rent stilistisk er han tæt på ørkenrockeren Howe Gelb, som også foretrækker et klaver, der bærer præg af et levet liv og hænder, der både har kærtegnet og hamret i tangenterne. Hvis der er et bærende tema for Pianoalbummet, så må det være at finde tilbage til den oprindelige, barnlige glæde ved at lytte og komponere og opdage, at "hvert anslag er sit eget univers" ... Det handler om at skærpe opmærksomheden og bryde den musikalske vanetænkning, og det gør Osgood i eminent forstand".