"Klaveret lyder, med et hint til Tom Waits, som om det har drukket, og det spilles med en barnligt søgende naivisme, der dog også afslører ophavsmandens omfattende dannelse og genrekendskab. Genremæssigt spændes der fra skramlende swing på 808 til space age-funk på Some Truth. Det elskede klaver rumler, pruster og klimprer som en levende organisme. Det kan godt være, det ikke lyder kønt i klassisk forstand, men det har sjæl og historie, og det er det, som Osgood går efter. Rent stilistisk er han tæt på ørkenrockeren Howe Gelb, som også foretrækker et klaver, der bærer præg af et levet liv og hænder, der både har kærtegnet og hamret i tangenterne. Hvis der er et bærende tema for Pianoalbummet, så må det være at finde tilbage til den oprindelige, barnlige glæde ved at lytte og komponere og opdage, at "hvert anslag er sit eget univers" ... Det handler om at skærpe opmærksomheden og bryde den musikalske vanetænkning, og det gør Osgood i eminent forstand".