"Når [Ellingtons orkester-junglestil] tages frem, får showelementerne lidt for frit løb, og det er det verdensmusikalske udsyn, der er orkestrets egentlige adelsmærke. I takt hermed er der nu mindre vægt på længerevarende, substantielle soloindsatser i orkestret. Det råder cd'en nogen bod på, men samtidig kan man konstatere, at der er meget lidt plads i helhedsbilledet til en så fremragende solist som saxofonisten Anders Banke, og at Dørges egne indsatser kun sjældent bliver mindre fragmentariske, end hans dadaistiske gen vil tillade. Det kan man alt efter temperament ærgre sig over, men man kan også bare glæde sig over, at vi i dag med NJO får præsenteret improviseret musik fra dele af verden, vi sjældent tænker på".