Pilates-metoden er et træningsprogram, der adskiller sig fra andre systemer ved sin holistiske indfaldsvinkel, idet man her træner både krop og sind, uden at metoden har spirituel karakter som f.eks. yoga eller qigong. Til introduktion får vi et lille vue over Joseph Pilates' (f. 1880) liv og udviklingen af hans system. Herefter flere introducerende afsnit, der udvider kendskabet til skelet og muskler samt forståelsen af Pilates-metoden, der er især er velegnet til dårlige rygge. Den vil dog gavne alle, der ønsker at styrke og smidiggøre kroppen uden at opbygge svulmende muskelmasse. Den benyttes professionelt af balletdansere og skuespillere. Bogens hoveddel er gennemgangen af kerneøvelserne, som man skal kunne for siden at overgå til mere avancerede øvelser. Øvelserne gennemgås trin for trin og understøttes med gode farvefotos. Selvom det anbefales, at man træner hos en uddannet Pilatesinstruktør, er bogen lavet med henblik på træning på egen hånd. Bogen er oversat fra engelsk, og forfatteren er selv Pilatestræner gennem mange år. Den er nogenlunde på linie med Body control Pilates, 2000, som også er en tiltalende bog med lidt andre øvelser. Bøgernes brug vil afhænge af, hvorvidt Pilates-metoden slår an.