Det er en fagbog for de mindste klasser med mange dejlige billeder, farvefotos af fineste slags. Titlen giver indtryk af at beskæftige sig med pingviner generelt, men bortset fra en indledning, hvor det omtales, at der er 17 arter, ledsaget af tre billeder af æsel-, rem- og springpingviner, så er det den største og flotteste kejserpingvinen det drejer sig om. Man får i en ganske kort ledsagende tekst noget at vide om levested, føde, parring og ungernes opvækst fra æg til voksen. Desuden er der en lille ordforklaring og et par faktasider. Ganske godt klaret med så kort en brødtekst. Hvad jeg ikke kan forstå, er hvilke principper, der ligger til grund for delestregerne i lange ord, men det er kun en skønhedsplet. Bogen er også anvendelig som billedbog.