Det er ikke kun fallerede poprock-stjerner fra 80'erne, der slår sig på børnemusik. De unge vil også være med. Sidste år udkom det kombinerede børnebogs- og musik-projekt "Grønflammeskoven", hvor medlemmer af blandt andre Oh No Ono og Mew medvirkede. Kalle B er dj og kendt som manden bag chillout-koncerterne Stella Polaris, og efter han selv blev far, fik han lyst til at lave et børnemusik-album til både børn og voksne. Så nu har han hidkaldt blandt andre Lis Sørensen, Rasmus Walter, Jøden, Silas Bjerregaard, Per Vers, Mattias Kolstrup og Kaya Brüel, som hver især leverer vokal til 13 sprøde børnesange med hver deres fornøjelige univers. Et vellykket album, der viderefører og opdaterer den fine, danske børnemusik-tradition.