Pixeline, som vi kender fra cdrom, dukkede før jul op i ny sammenhæng, i et bogsæt om julen. I nærværende Pixeline-bog om årets højtider, er sættets to elementer slået sammen i et bd. Efter et kort forord og et kap. om kalenderen mm. følger bogens kronologiske hoveddel om årets mærke-, fest- og helligdage. Som i julebogen afbrydes teksten med jævne mellemrum af Pixelines spørgsmål, som bringer os videre. Bogens sidste del består af aktivitetsforslag, knyttet til de forsk. højtider. Bagest emne-, litteratur- og internetliste. Stikord savnes. Det er både hobbyprægede ting, opskrifter og aktiviteter vi præsenteres for. Bogens tekst er velskrevet, uhyre informativ og ikke helt let at læse. Den er trykt på farvede sider med en dekorativ bort og er ill. med velfungerende stregtegninger i tegneseriestil. Enkelte steder kan tegnestilen forekomme lidt for pjattet/glad, f.eks. i beskrivelsen af Jesu død og nazismen (9. april/5. maj). Alt i alt dog en tiltrækkende, appellerende og omfattende bog om et emne, som der er mange spørgsmål om. Af besl. bøger kan nævnes Fester og højtider (1984) og den noget anderledes vinklede Familiens bog om lege og traditioner. Selvlæsning fra ca. 11 år, men kan anvendes til børn i alle aldre.