Placemaker

"Max Wolff trækker på country blues og folk blues, og vi er i den blide og dæmpede ende af spektret. Wolff kan sin fingerspilsblues og kan minde en del om en kunstner som amerikanske Stefan Grossman, ikke mindst på åbningsnummeret "Eight o'clock dream". Der er en lethed i Max Wolffs spil, som trækker ham i en ganske anden retning end Mississippi-deltaets barske førkrigsblues ... Både spillestil og arrangementer indeholder desuden i høj grad elementer af jazz. Det oplever man ikke mindst på de numre, hvor Max Wolff spiller med band i ryggen ... Der er en gennemgående, behagelig jazz/folk/blues-lyd, som bringer Max Wolff på linje med for eksempel Paul Banks, hvis fans bør tjekke Placemaker ud".

Læs anmeldelse

"Den blåtonede guitarbetvinger Max Wolff fra det aarhusianske har nu i omegnen af 25 år rejst rundt og diverteret tilhørerne med sine toner på primært ydmyge og folkelige lokaliteter. Han har prioriteret det levende og intime samvær med sit publikum og ikke i overvældende grad lagt vægt på udgivelser af musikken på fonogrammer. Et par stykker er det dog blevet til, men den seneste (...) daterer sig op mod 15 år tilbage ... På dette sit nye album giver han hovedrollen til instrumentaldelen af repertoiret, og trods de blå kanter viser han her en mere afdæmpet og lyrisk side af sine fingres dans på de seks strenge ... Max Wolff er glad for sine gamle og godt tilspillede guitarer, og deres autentiske klangfarver yder netop denne musik retfærdighed som fortjent ... Hans sangstemme er ikke specielt negroid, men med sin "white man blues" får han alligevel på de relativt få vokale indslag demonstreret sin gode fornemmelse for genrens karakteristika. 'Placemaker' giver en ganske behagelig lytteoplevelse uden at være behagesyg. Det forhindrer de klædelige blå kanter - og det må i øvrigt medgives ham, at han kan sin metier".

Læs anmeldelse