Debatbog om verdens miljøproblemer. Bogen er delt i to dele: en beskrivelse, eller situationsrapport, over klodens tilstand og en gennemgang af hvad der bør gøres: Plan B. Denne plan er i modsætning til Plan A, nemlig den som går ud på at fortsætte som hidtil. Første del opridser de enorme omkostninger ved civilisationen: truende vandmangel, erosion af landbrugsjord, klimaændringer, sygdomme som AIDS, malaria osv. Anden del beskriver forskellige tiltag rundt omkring i verden som aktivt har modvirket dette: tekniske løsninger, ændringer i landbruget, sænkning af udledningen af drivgasser, sol-, vind og jordvarmeenergi. Alle disse erfaringer foreslår bogen overført på globalt plan for at imødegå det truende kollaps. Bogen indeholder spredte tabeller, diagrammer samt 40 sider noter. Den er let læst og henvendt til læsere uden særlige forkundskaber. Forfatteren (f. 1933) er verdenskendt miljøaktivist, grundlægger af World Watch Institute og Earth Policy Institute. Og skydeskive for bl.a. Bjørn Lomborg-fløjen i miljødebatten. Bogen er det måske vægtigste debatindlæg i denne debat siden Lomborg.