Planetens spejle

Jytte Rex' Planetens spejle, 1992 er et billeddigt, der opererer med en løs handlingstråd omkring at miste en elsket. Denne væves så ind i filosofiske betragtninger, eksistentielle samtaler, fremførelse af digte (Inger Christensen), danseoptræden og frem for alt næsten stoflige billeder af mønstre og mosaikker, bygninger og landskaber. Filmen henvender sig primært til et voksent publikum med interesse for billedeksperimenter og eksperimenterende filmkunst.

Adam Morgenstern er astronom, men hans videnskabelige arbejde forstyrres af tanker omkring hans elskedes død. Hun optræder stadig lyslevende for ham, og han oplever også i et mærkeligt syn sig selv ligge afsjælet under en gravsten, der bærer hans navn. Adam prøver at indlede et nyt forhold til en videnskabskvinde og fører samtaler med en kollega, der er optaget af sorte huller, som måske er indgangen til andre dimensioner.

Billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex (f. 1942) har sin egen niche i nyere dansk film, hvor hun med ofte visuelt betagende, eksperimentelt afsøgende og sansede fortællinger, skaber et særegent, personligt univers, et grænseland mellem virkelighed og drøm: Veronicas svededug, 1977, Belladonna, 1981, Isolde, 1989 og Silkevejen, 2004. Hun har også skabt flere filmiske kunstnerportrætter, blandt andet Inger Christensen - cikaderne findes, 1998.

Et personligt billedværk, der i sine fineste øjeblikke formår at skabe en dialog mellem filmværk og tilskuer. Anbefales for sin skønhed og egenart.

Læs hele vurderingen