Hensigten med bogen er iflg. forordet at »fortælle«, d.v.s. at »meddele noget på en mere eller mindre fortrolig eller ligefrem måde, i en fordringsløs form, i alm. ord« (jfr. ODS), og ved»noget« forstår EKR »det, der bolder sammen på Danmark og har gjort det i årtusinder.« Uanset historisk troværdighed eller ej turde dette være lykkedes her. Som forgængeren »De første« (1981) erdette simpelt hen prægtig fortællekunst, respektløst, vittigt og underfundigt gjort - illusionsløst og dog fuldt solidarisk med den »evige dansker«, symboliseret i de gennemgående figurer, detfiktive par Hoter og Estrid. Tiden er 1042-1738 og hovedtemaet kampen mellem kongemagt og kirke, men også spillet mellem de to køn indtager en væsentlig rolle, og kvinder er hovedfigurer i mange afberetningerne (Liden K., Tovelil, Margrethe, Dyveke, Mor Sigbrit, Leonora Christine eller den Gertrud, som plejede Saxo på hans gamle dage). Som i første bd. er der talrige anakronismer og hentydn.til nutiden, ogberetningerne er »skamløst« subjektive, men sparetid eller ej: Skam få det bibl. som ikke kender sin besøgelsestid! - Dejlige ill. helt i pagt med beretningernes tone.