Bogens tema er Grækenlands oldtidshistorie indtil romerne tog over omkring 100 år f.v.t. Grækerne boede i oldtiden ikke kun i det nuværende Grækenland, men de var bosat næsten hele vejen rundt om Middelhavet og langt ind i Asien, hvor de øvede en stærk kulturel påvirkning. Den væsentligste forudsætning for vores kultur skabes i Grækenland i den periode. Der var ikke tale om en fast statsdannelse, men kernen var bystaten (polis, heraf ordet politik) og dens allierede. Forfatteren beskriver naturligvis den politiske begivenhedshistorie, men også almindelige menneskers livsgrundlag, religiøsitet og ikke mindst samfundets indretning. Ikke færre end ca. 30 faktaopslag behandler emner som Knossos, Akropolis, de tolv olympiske guder, Platons hulebillede osv. Det er i det hele taget en meget flot, godt illustreret og veltilrettelagt bog skrevet af en specialist for lægfolk i et ligefremt og lettilgængeligt sprog. Kort, men præcis litteraturliste. Jeg synes, at bogens afsluttende summariske beskrivelser af kunst og kultur er for korte.