Med valgundersøgelsen 2001 fejrer det danske valgprojekt sit 30 års jubilæum. Siden projektet begyndte, er der gennemført undersøgelser af samtlige 13 folketingsvalg i perioden. Perioden dækker en særdeles vigtig periode af danmarkshistorien, med europæiseringens og globaliseringens gennembrud og Danmarks forvandling fra industrisamfund til informationssamfund. Det er en periode med store omvæltninger, hvor de politiske skillelinjer grundlæggende er ændret. En ny værdikonflikt, der går på tværs af den traditionelle fordelingskonflikt, har ændret både partiernes og vælgernes politiske placering. Bogen analyserer og beskriver 2001-valget, der som noget enestående skabte et rent borgerligt flertal, VKO-flertallet. Men derudover dækker den altså også det lange perspektiv og og trækker i nogle tilfælde trådene helt tilbage til 1960'erne. Kontrasten mellem dengang og nu er slående, og selv om mange af processerne kan genfindes i andre lande, er der alligevel få politiske systemer, der har gennemløbet så gennemgribende forandringer som det danske. Bogen er skrevet, så den kan læses både af et fagpublikum, af studerende, og af politisk interesserede danskere. Den er velegnet som opslagsbog, idet den er opdelt i 25 kapitler, der hver dækker forskellige træk ved den danske vælgeradfærd.