Polle, Poul Erik, er 16 år, tårnhøj, overvægtig og absolut ikke enhver piges drøm, og dog bliver han pludselig efterstræbt af den labre Birgitte, forført af den flotte Louise og meget gode venner med klassekammeraten Cæcilie, et venskab der udvikler sig til kærlighed. Men samtidig med lyksaligheden kommer også svære problemer med forholdet til lillesøsteren og kammeraterne, formålsløse kampe med indvandrerdrengene fra nabobyen og ikke mindst faderens pludselige død. Det er en masse temaer, der introduceres i handlingen, og det lykkes da også kun at få samlet op på et par af dem, bedst omkring forholdet til Cæcilie og til faderens død. Det hele er fortalt af Polle selv med stor humor og i en af og til tyk drengejargon, og jeg tror egentlig, at denne roman vil tiltrække et bredere publikum end Torben Poulsens tidligere bøger med ret så alvorlige emner, og selvom den som udviklingsroman ikke er ganske vellykket, vil der for de fleste unge være masser af kendte situationer, følelser og fobier i den. Og så vil Peder Bundgaards forside med Pamela Anderson, der springer ud af en computerskærm, være en yderligere attraktion. Hurtigt læst underholdning for de 14-17-årige.