Portræt i sepia udspiller sig i San Francisco og Chile i perioden 1862-1910. Hovedpersonen er Aurora, barnebarn af Eliza og Tao Chi'en fra Lykkens datter. Hun vokser op hos sine bedsteforældre i Chinatown, men efter morfarens død skal hun bo hos sin farmor, en imponerende chilensk matriark. Det er en barndom, der præges af mørklagte hemmeligheder og fortrængte minder, men også af Auroras store livsmod. Som voksen bliver hun fotograf og begynder at rekonstruere sit livs historie ud fra gamle familiefotos. Det bliver samtidig en fortælling om Chiles krigeriske historie i slutningen af 1800-tallet, vævet sammen med sagaen om Auroras slægt og fortællinger om liv, død og kærlighed. Romanen er ret dæmpet i tonen sammenlignet med det magiske univers fra Åndernes hus eller den eventyrlige rejse fra Lykkens datter. Den er mere realisme end magi, mere beskrivende end fabulerende, mere sepia end sanselighed. Flere af personerne virker skabelonagtige, men der er også vellykkede portrætter, især af den pragtfulde, stride farmor. Jeg spår romanen succes og stor efterspørgsel, ikke mindst fordi den lanceres som 2. del af en trilogi, der begynder med Lykkens datter, 1999, og slutter med Åndernes hus, 1985.