Nyt bind i Halvmåne-serien, som både i indhold og udstyr har været et ambitiøst og anderledes tilbud til begynderlæsere og større børn med læsevanskeligheder. De ligner rigtige bøger i flot udstyr, spændende, ofte eksperimenterende illustrationer og en læsevenlig opsætning. Indholdsmæssigt har bøgerne været meget forskellige og budt på både gys, humor, fantasi og alvor. Nærværende historie er en eventyrfortælling med en humoristisk tone. Den udspilles i et kongerige, hvor der lægges umådelig megen vægt på det ydre. Men prinsessen hader tåbelige, pyntede klæder og går altid i hængerøv og stumpebluser. De mest ihærdige friere holder hun fra livet med en særlig mixtur, indtil hun møder sin ligesindede, en sjusket prins, som danser katastofalt dårligt. Trods modstand får de to hinanden dog må prinsessens mixtur i brug først. En skør og skæv historie som især vil interessere piger mellem 8 og 11 år med hang til oprørske prinsesser. Teksten er velskrevet med en del direkte tale og stavelsesdeling af længere og sammensatte ord. Den er gennemill. med sjove, grotesk overdrevne tegninger i mættede farver. Et godt bud til begynderlæsere og lidt større børn, der er kommet skævt ind på læsning.