En tematisk læsning af Dorrit Willumsens forfatterskab fortrinsvis for studerende og lærere på universitetsniveau, men også gymnasielærere, der læser Willumsen med eleverne, kan have glæde af den.
Forfatteren er lektor i dansk sprog på et universitet i Canada, og har tidligere analyseret og skrevet om Suzanne Brøggers og Hanne Marie Svendsens forfatterskaber. Hun læser forfatterskabet på tværs af produktionen, og anlægger tematiske vinkler på de enkelte værker, så det er således ikke en lineær gennemgang af forfatterskabet. Temaerne er eksempelvis ensomhed og isolation, kroppens sansninger, det eventyrlige, heste, dukkefiguren, kvinders forhandlinger. Også fravær af faderen er et gennemgående tema, og forfatteren trækker bogen igennem tråde mellem det fiktive forfatterskab og de to erindringsbøger, og analyserer det biografiske element i det righoldige forfatterskab, der udover romaner og novellesamlinger også indeholder digtsamlinger, skuespil, radiospil og mange bidrag til antologier.
Bogen er på universitetsniveau og kræver et indgående kendskab til forfatterskabet, ligesom der gennem bogen inddrages såvel danske som udenlandske litteraturkritiske værker. På ungdomsuddannelser vil den have relevans for lærerne, men ikke for eleverne selv.
DW's forfatterskab er behandlet i På sporet af den tabte hverdag, 1979, som på grund af dens alder ikke har store dele af forfatterskabet med.