Denne bog hævdes at være skrevet af Gud selv, og ikke af Julien C.H. Andersen, der står som forfatter. Den er afskrift af Guds ord, der er dikteret til Julien C.H. Andersen, og er rettet mod dem, der mener at have brug for Guds ord i denne form.
Julien C.H. Andersen er således ikke forfatter, men medie for Gud. Han skriver i forordet, at han altid har haft åndelige evner, og kontakt med Gud. Bogen er opbygget med datoen for modtagelsen som overskrift for hvert afsnit. Desuden opdelt i kapitler med emner.
Bøger af medier er ikke så sjældne, og selvom denne udmærker sig ved, at det er Gud, der modtages af den spirituelle, kan man alligevel sammenligne med fx Anthony Borgia, der har skrevet beretningen Livet i den usynlige verden om livet efter døden, berettet til ham af Robert Hugh Benson.
Der er ingen tvivl om at Julien C.H. Andersen er sikker i sin sag: han har kontakt med Gud, og han ser det som sin opgave at formidle Guds budskab til mennesket. Hvis man er enig med ham i, at det er en mulighed, kan man blive klogere på Guds holdninger her.