Raising Hope er skæv, sjov og fyldt med fine budskaber om børneopdragelse, parforhold, ungdommen og familierelationer. Og så er den velskrevet, velspillet og meget underholdende. Kort sagt vil tv-serien ramme en bred målgruppe på bibliotekerne, hvor teenagedatteren kan grine sammen med sin mor og far.
En ung mand, Jimmy, har en kortvarig affære med en smuk kvinde, der viser sig at være seriemorder. I fængslet føder kvinden en lille pige, Hope, og så henrettes kvinden, og den unge mand får ansvaret for Hope! Første sæson af Raising hope indeholder 22 episoder af 22 minutters varighed. Historien er centreret omkring Jimmy Chance og hans aparte familie bestående af hans mor, far og oldemor. Da Hope gør sin entre må den lille familie bryde mønstre, og det kommer der mange hysterisk morsomme scener ud af. Men samtidig er serien fyldt med fine budskaber, og manuskriptforfatterne formår at gå den svære balancegang, hvor der både bliver plads til humor og drama, uden at nogle af delene virker påklistrede. Serien har indtil videre kørt over tre sæsoner i USA, og jeg vil glæde mig meget til de kommende sæsoner.
Seriens skaber, Gregory Thomas Garcia, står også bag den morsomme og meget roste My name is Earl der kørte i perioden 2005-2009. Ellers er tv-serier som Modern family eller klassikeren Vores værste år oplagte.
Underfundig, ofte hysterisk morsom og meget livsklog tv-serie, der helt bestemt vil gøre sig godt på de danske folkebiblioteker.