Endnu en gang et nyt skib - og denne gang føres Klump og venner til Fortidsland, hvor forunderlige væsener lever i forunderlige boliger, dog funktionelle ud fra deres egenart. Denne serie er bedst, når den som her næsten helt har sluppet enhver forbindelse med noget, der ligner vor verden. Den lever i sit eget univers, hvor der nok er genkendelige elementer fra vor hverdag, men hvor venskab, tryghed og kreativitet er hjørnestenene i tilværelsen. Serien kan læses som surrealisme, andre vil måske betragte den som rent abstrakt. Poul Klee skrev engang: »Jo mere gru verden rummer (som netop i dag), jo mere abstrakt bliver kunsten, mens en lykkelig verden frembringer en dennesidig kunst«. Rasmus Klump opleves i dag som så abstrakt af børn, at de ikke forveksler dens verden på nogen måde med den virkelige, de selv lever i. Netop det siger noget om karakteren af børnenes egen tilværelse. Denne series eskapisme er ikke anderledes end leg med en fodbold, et stykke ren musik, ensolnedgang. Hvis der overhovedet kan læses nogen indoktrinering ud af denne serie, må det være ting som kollektivets solidaritet og evne til problemløsning.