Rasmus Klump-bog i det originale billedbogs-tværformat til højtlæsning for billedbogslæsere fra ca. 3 år.
Ligesom Rasmus Klump på Nordpolen, 2006 genudsendes denne tidlige Rasmus Klump-klassiker nu i det originale billedbogs-tværformat med stift bind. Det er historien om, hvordan Klump bl.a. møder en hval og kong Ursus og hans datter, Ursula. Dette album rummer blandt mange gode udsagn også denne kendetegnende replik: "Først et kys, og så en pandekage, og så til søs." Det er netop den hyggelige og rare stemning, den joviale humor, de letgenkendelige typer og de små filosofiske udsagn, som sammen med den venlige streg har medvirket til at gøre Rasmus Klump til en ægte klassiker, der kan læses af generation efter generation. Det nye/gamle billedbogsformat vil i øvrigt gøre det lettere at anbringe bogen i den rette billedbogssammenhæng i børnebiblioteket. Bogen er trykt i fine farver. Til højtlæsning fra 3 år.
Det originale billedbogsformat og det stive bind klæder i høj grad den lille klassiske tegneserie, som netop retteligen hører hjemme blandt billedbøgerne, hvor det bløde højformat - som serien gennem mange år har været udgivet i - gør sig knap så godt.
Alt i alt et herligt gensyn - denne gang i stift bd. og originalt tværformat - med en tidlig klassiker om Rasmus Klump og hans venner Pelle, Pildskadden, Pingo og Skæg, der drager ud i verden på det gode skib Mary.