Film / fiktion til børn / animationsfilm

Ratchet & Clank


Beskrivelse


Den enlige "Lombax" Ratchet møder robotten, Clank, og de to bliver galaktiske rangers. De to og de andre rangers forsøger at stoppe skurken Formand Drek, der vil ødelægge alle planeter i Solana galaksen.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. aug. 2016

af

af

Torben Bråe Olesen

d. 4. aug. 2016

Figurerne fra action-platformspillet til Playstation bliver her til animationsfilm fyldt med science fiction, action og sjov. Især for fans af spillefigurerne. For 7-10 år.

Den dumdristige, enlige Lombax, Ratchet, og minirobotten Clank vil være galaktiske rangers, men Ratchet har svært ved at komme igennem ansættelsessamtalen. Ratchet & Clank mødes, og Clank beder om hjælp. Ratchet lover, at han kan hjælpe, da han er venner med de galaktiske rangers. De to får efter en heltemodig aktion lov til at slutte sig til de galaktiske rangers, og forsøger at stoppe den onde Formand Drek, der vil udrydde samtlige planeter i Solana-galaksen ved hjælp af et uhyggeligt masseødelæggelsesvåben. Filmen er oprindelig lanceret og produceret som en 3D-film til biograferne, men kommer i Danmark direkte på almindelig 2D dvd og blu-ray.

Det er en sjov science fiction-parodi i et højt tempo, som fungerer fint indenfor egne rammer. Den er teknisk set velproduceret i forhold til billede og lyd, men har ikke nogen særlig original historie. De danske stemmer er let forcerede, men det passer fint til filmens tempo og stemning.

Filmen vil nok især more og interessere fans af action-platformspillene om Ratchet & Clank. Børn som er glade for "Lego Star wars"-filmene og "Angry birds"-filmene vil også hygge sig med denne film.