2. sæson af serien om Ray Donovan, som med trusler og vold, korruption og bestikkelse kan fikse ethvert problem for de rige og anløbne, fortsætter forgængerens velfortalte spændingscocktail, der kan nydes af alle yndere af djævelsk velfortalte føljetoner.
Den normalt tjekkede, dyre stik-i-rend-dreng Ray Donovan er hvirvlet ind i en nedadgående spiral. Hans familieliv hænger i laser: Hustruen har en affære, de to børn flirter med marihuana og dårligt selskab, hans tre brødre er på spanden, og den kriminelle far smider alle hæmninger i nye tvivlsomme projekter. Yderligere er en journalist på sporet af en forsvunden kvinde, hvis fatale skæbne kan kompromittere FBI og ikke mindst Donovan selv, som betænkeligt læner sig mere og mere op ad en fængselsdom! Serien blander krimi, thriller, action og familiedrama. Selv om det undervejs i serieforløbet synes umuligt, lykkes det alligevel til sidst at samle alle handlingstråde til en afrunding. Men der er stadig masser af konfliktstof, og en 3. sæson er allerede en realitet.
Der føjes ikke for alvor noget nyt til universet og Ray Donovans moralske dilemmaer, men stadig en meget anbefalelsesværdig serie.
Nærmeste slægtning til Donovan-familien er "The Sopranos", hvis meritter også spindes af lige dele gangstergesjæft og familiebånd. Men basalt er Ray Donovan den ensomme ulv i samme beskidte verden, som også detektivikoner som Sam Spade og Philip Marlowe renser ud i.