"Der er noget unheimlich over den buldrende dommedagsrøst, der har valgt at tage bolig i denne tilforladelige unge kvinde ... [Men hun har] lært at tæmme bæstet og bruge det til sin fordel. I de bedste øjeblikke af "Reaching for Indigo" virker hendes røst som en H.P. Lovecraft-agtig kraft, der river dybe flænger i kosmos, så urgammel visdom fra en anden dimension kan tordne metallisk gennem vores små, ynkelige, prosaiske liv. Det er tydeligvis i de rastløse og grænseløse musikalske udtryk, at hendes ekstreme stemmepragt kommer til sin ret. Dermed skriver hun sig fornemt ind i en tradition af dybe vokaler fra Nina Simone og Scott Walker til Nico og Diamanda Galás ... I hendes musik finder vi en lidt altmodisch idé om kunstneren som et skælvende sensitivt subjekt, der i særlig grad sanser og bearbejder verden. Det er seriøst det her: På Fohrs blå planet er der ingen fingerknipsende hipstere, der bobber ironisk rundt imellem forskellige popkulturelle referencer. HaleyFohrsproklamatoriske henvendelsesform får hende da også til at minde mere om en teaterskuespiller end en inderligt bekendende folksangerinde".