Bøger / faglitteratur / øvelser

Red dit parforhold - før det kommer i krise


Beskrivelse


Selvhjælpsbog med øvelser til at styrke kærligheden i et parforhold. Indeholder en blanding af almindelige fornuftige råd, øvelser med plads til noter og eksempler fra terapi. Der berøres en lang række emner, bl.a.: sygdom, børn, svigerforældre, sidespring og økonomi.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. okt. 2011

af

af

Grethe Lorentzen

d. 3. okt. 2011

Lettilgængelig selvhjælpsbog med øvelser til selvstudium eller som forberedelse til terapiforløb for par. Bogen favner dog så bredt, at der ikke er plads til at gå i dybden med de mange emner, bogen berører.

Mette Glargaard Andersen (f. 1966) er psykoterapeut og har egen praksis. Hun har tidligere udgivet bogen Selvværd for begyndere : en gør-det-selv-bog, 2010. Denne udgivelse kan siges at hænge sammen med, og ligge i forlængelse af den, da selvværd og relationer hænger sammen. Bogen kommer omkring alle tænkelige emner, der kan føre til krise i et parforhold, inkluderet fx sygdom, børn, svigerforældre, sidespring, økonomi, barndomsmønstre, sms kultur m.m. Den er en blanding af almindelige fornuftige råd, øvelser med plads til noter og eksempler fra terapi. Bogen favner meget bredt, og der er kun afsat få sider til hvert emne. Det fremgår ikke på hvilket terapeutisk fundament MGA baserer råd og vejledning. Jeg savnede sammenhæng og dybde i de behandlede emner.

Disse titler er ligeledes lettilgængelige med praktiske anvisninger på at styrke kærligheden i parforhold: Guide til kærligheden, 2010, Vælg kærligheden : styrk parforholdet med ACT, 2010, Overlev i parforhold : forståelse og praktiske løsninger, 2009.

Lettilgængelig bog om omstændigheder og forhold, der kan føre til krise i et parforhold med snusfornuftige råd, øvelser og eksempler. Den kan læses af par før eller i en krise, men må suppleres med yderligere læsning, hvis læseren vil i dybden med emnerne.