Bøger / faglitteratur til børn

Rent vand til Marie


Beskrivelse


Marie og hendes far taler om vands betydning for livet på Jorden. Om menneskenes brug og misbrug af vand, dyr og planters behov for vand, rensningsanlæg og kloaksystemer, vandreservoir, grundvand og forurening. Med et leksikalt afsnit for lidt større børn og voksne.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. mar. 1999

af

af

Else Kristensen (skole)

d. 12. mar. 1999

Her er en fag-billedbog, der behandler det altid aktuelle, vigtige og vedkommende emne: vand. Bogens hovedperson er den lille Marie, som bogen igennem stiller spørgsmål til sin far. Han besvarer spørgsmålene, og deres videre samtale uddyber svarene. Det starter i haven, hvor de vander blomster og snakker om, at man ikke må ødsle med vandet. Næste opslag starter med Maries spørgsmål: hvor kommer ferskvand fra? - Kloakker, rensningsanlæg, underjordiske vandreservoirer, grundvand, forurening, samspillet i naturen og menneskets indgriben i naturen er andre spørgsmål, der tages op. Hvert opslag består af et stort billede med faktatekst til det emne, Marie og hendes far snakker om. Deres snak står som undertekst til et mindre billede af Marie i dagligdags situationer. De tilstræbt fotografiske tegninger er i stærke farver, der yderligere fremhæves af, at siderne er sorte. Teksten er blå og har forskellig størrelse. Sidst i bogen er der et leksikon for større børn og forældre. Alt i alt en bog, der virkelig lægger op til samtale. Primærmålgruppen er indskolingsklasserne.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. mar. 1999

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 12. mar. 1999

Fagbilledbog om vand. Forf. ikke tidligere på dansk. Marie kommer til at tale med sin far om vandets betydning for livet på Jorden. Det ene spørgsmål fører det andet med sig, og vi hører gennem Maries spørgsmål om vandets cyklus, forurening, tørke, havene og meget mere. Bogen er opbygget omkr. historien om Marie, men hvert opslag rummer desuden et stort billede med motiv fra naturen og en tekst om, hvad vi ser på disse billeder, som illustrerer, hvad Marie hører om i selve "historien". Bogen bæres først og fremmest af sine fantastiske illustrationer. Siderne er sorte, mens teksten er sat med blålige typer. De flotte naturscenerier virker næsten fotografiske, mens billederne, der illustrerer Maries historie, gør knap så stort et indtryk, fordi den naturalistiske gengivelse af mennesker - og her især deres ansigter - kommer til at virke pågående, næsten ugebladsagtig i sit udtryk. Bogen kommer godt omkring den faglige del af emnet, og bagest er et helt opslag helliget en leksikondel for "større børn og forældre". Her findes uddybende oplysninger til de enkelte sider foran i bogen, samt register. Desuden liste over de længste floder og de største søer og vandfald. Af andre bi.-bøger om vand kan nævnes Hoopers Dråben i mit glas (98/16) og Mannings Plaske, plaske vand (97/01). Denne bog er for de ældste billedbogslæsere fra ca. 6 år, men kan også anvendes af større børn.