Sami Zubaida, engelsk professor, har høstet megen anerkendelse for denne bog om forholdet mellem islamisk ret og verdslig magt fra Muhammeds tid til nu. I bogen gennemgås begreberne omkring sharia, elementer i det islamiske retssystem, de forskellige retsskoler og forholdet mellem den religiøse ret, andre dele af retssystemet og magthavernes rolle i forskellige dele af den islamiske verden op til omkring år 1900. Sami Zubaida viser hvordan man til forskellig tid har tilpasset sig de aktuelle magtforhold og lokale sædvaner i en mere eller mindre pragmatisk praksis; sharia har historisk set ikke været ensbetydende med håndhævelse af barbariske straffe. Udviklingen i det tyvende århundrede belyses ved en gennemgang af udviklingen i Egypten og Iran. Et Iran hvor Khomeini måtte give regeringen tilladelse til, i visse sammenhænge, at sætte sharia-bestemmelserne ud af kraft, en elementær nødvendighed i et moderne samfund! Bogen er veldokumenteret med noter og litteraturhenvisninger, den er meget grundig, og et vist kendskab til emnet er nødvendigt for at få det fulde udbytte. Men alle med interesse for emnet kan læse den, da den er velskrevet og ikke unødig akademisk i sin sprogbrug. En klar og velargumenteret konklusion giver et godt overblik over de centrale argumenter. Et vægtigt bidrag til litteraturen om islam før og nu.