Rigoletto

"Jesús López-Cobos turns the drama into something ferocious while still highlighting the more tender moments; his instincts are always correct. The offstage men's chorus in the storm is louder and more aggressive than usual, and it terrifies. The Liceu's Orchestra and Chorus are in great form. This is a potent brew, not your parents' Rigoletto, but an honestly brutal representation of the opera. And most importantly, it is musically superb".

"Rigoletto når at tæve løs på sin døende datter, før han opdager, hvem hun er. Så rå er denne forestilling ... Den unge Inva Mula har formatet til at være omdrejningspunkt i den skarpt formulerede, detaljeret gennemtænkte og overordentlig velfungerende forestilling ... Uden at være prangende er López-Cobos en solid kapelmester, undertiden dramatisk og somme tider mere tilbagelænet. Koret er dejligt".

Læs anmeldelse

"James Levine i absolut topform dirigerede en traditionel forestilling, som publikum i The Met helst ser og hører det: spektakulær, generøs og uden alt for innovative sidespring fra iscenesætteren John Dexters side ... Rollen som hertugen var som skabt for Pavarottis stemme. Det står lysende klart allerede efter hans første smældende arie, Questa o quella. Samtidig afslører optagelserne, at han var langt mere bevægelig på scenen, end hvad der skulle blive tilfældet flere år og - ak, mange kilo - senere ... En optagelse, der er et historisk dokument og et must for enhver Pavarottifan".

Læs anmeldelse

"Wann je hat man Gildas Arie so sinnlich und intensiv als Ton gewordene Lustseufzer eines unschuldigen Mädchens gehört? [Damrau] ... Flórez agiert hör- und sichtbar auf fremden Terrain".

"Her er en Rigoletto med et enestående sangerhold ... koret og ikke mindst orkester yder ensemblespil på allerhøjeste niveau ... Et beskedent forbehold går på den sceniske produktion ... den minimalistiske scenografis uharmoniske sammenstilling ... er ikke konsekvent gennemarbejdet".

"En formidabel dirigent [Nello Santi] med autoritet og en indføling i Verdis partiturer uden lige ... Den belgiske instruktør Gilbert Deflo får ikke rigtig fat ... med et scenario, der ikke rigtig ved, hvordan det skal forholde sig til selve dramaet. Men det ved Santi! ... Leo Nucci brillerer i et af sine yndlingspartier ... et stærkt scenisk udtryk, der kommer direkte fra stemmen".

"This recording ... does rise the question of how distinguished an account should be before it is accorded the immortality of appearing on dvd or cd. What we see here is a decent performance ... The production is odd ... Sparafucile is very well sung by the veteran Laszlo Polgar. The rest of the cast don't thrive so well under close-up as he does ... Leo Nucci is a very experienced Rigoletto, but by now a bit rusty. The lack of virtually any scenery means that there is also very little atmosphere".

"Det er en gribende 'Rigoletto' fra først til sidst ... Størst forundring skaber Antonio Pappano fra orkestergraven med en knivskarp musikalsk ledelse ... Pappano viser med al tydelighed, at 'Rigoletto' er et unikt mesterværk. På sangersiden imponerer først og fremmest den spanske baryton Carlos Álvarez i titelrollen med en imposant stemme og et skuespil, der går helt ind i den dybeste nerve ... Lige så gribende er den amerikanske sopran Lisette Oropesa som en splittet ung Gilda".

"Vocal and musical standards are high. From the doom-laden opening bars of the prelude onwards, Antonio Pappano's conducting is masterly, offering one of the best accounts available. Carlos Álvarez looks deeply into the title-role, providing a searching interpretation of the great monologue 'Pari siamo' in his complex and vocally tireless reading".

"At flytte Rigoletto til Las Vegas ... et moderne Sodoma og Gomorra, hvor moral ikke har hjemme ... er et plot, der fungerer godt ... Og det musikalske sidder lige i øret med den stilsikre og effektfulde dirigent Michele Mariotti og en håndfuld gode sangere fra det østlige Europa, hvor især den polske tenor Piotr Beczala stråler ... Det er i det musikalske, at denne opsætning vinder".

"Rigoletto er denne gang opdateret til Las Vegas anno 1960 ... ikke desto mindre [er det] Verdis musik der stadig sætter den høje standard. Serbiske Zeljko Lucic fremstiller en solid, velsyngende og dramatisk overbevisende Rigoletto. Diana Damraus blide stemme håndterer de tekniske krav i Gildas part brillant ... Baczalas Frank Sinatra-figur står vokalt stærkt ... Der kan altid rejses indvendinger mod forskruede og tidsforskudte regi-ændringer ... Her i Rigoletto indgår mange lighedspunkter der kan overføres fra 1500-tallets hofliv".

"Langt fra nogen toptunet udgave med hensyn til hverken HD-teknik eller scenografi; tværtimod må man næsten korse sig ... Men til gengæld glæde sig over et unikt sangligt engagement og overskud. Dette skal først og fremmest tilskrives fine præstationer af Luciano Pavarotti som Hertugen og Louis Quilco som Rigoletto samt dirigenten James Levine ... Her er alt det, Pavarottis rene sølverne stemme kan udtrykke".

"I denne opsætning af Rigoletto er al form for landskab og arkitektur skrællet bort. Der fokuseres udelukkende på menneskelige situationer, lige fra koret til Rigoletto selv ... Og hvilken Rigoletto Gürbaca har i barytonen George Petean ... [der] synger fremragende og indfanger desperationen i Verdis karakter i denne opførelse ... Kurzak ... er vokalt stærk og stemmen bevarer styrken i det høje register ... Orkesterspillet opføres med et pragtfuldt åndedrag".

"Det stilistisk bedste referencepunkt for La Cours fint afstemte og disciplinerede orgelværker er Messiaen (eller måske den danske Messiaen: La Cours lærer, Leif Kayser) ... Bine Bryndorf spiller tålmodigt og artikulerer fint, og udforsker mange hjørner af Trinitatis Kirkes Marcussen/Andersen-orgel med understregninger af musikkens fornemmelse af improvisation til en bøn ... Trinitatis Kantori går til korværkerne ... [med] klare, perfekt intonerede opførelser".