Første del af en japansk gysertrilogi, som har opnået international kultstatus, og som har været genstand for både japanske og amerikanske filmindspilninger. Forfatteren (født 1957) er blevet sammenlignet med Stephen King, men jeg synes der er endnu mere Koontz i ham. Suget af mystik under den tilsyneladende normalitet og de uforklarlige paranormale fænomener er de alle fælles om, og også skrivehåndværket er i orden. Hovedpersonen er journalisten Asakawa, som ved et tilfælde kommer på sporet af 4 mystiske dødsfald blandt unge studerende, der ser ud til at være døde af rædsel. Han er i familie med den ene dræbte og begynder som den eneste at se fællestræk ved dødsfaldene. Et ildevarslende videobånd kunne være den fælles forbindelse, og sammen med vennen Ryuji ser han den mærkelige film og udløser dermed en dødsdom over både sig selv, familien og vennen. Sære sammenfald, en forsvunden kvinde der er et psykisk medium og en gammel forbandelse trækker uhyggelige spor gennem romanen, som slutter - selvfølgelig - uforløst ovenpå endnu et uventet, dramatisk dødsfald og fortsætter i bind 2. Som forhåbentlig ikke lader vente på sig, for både jeg og alle de, især yngre, læsere der opdager romanen, er nødt til at vide mere! Sæt den også i ungdomsafdelingen til alle fans af film som Fredag den 13. og andre rædselsgys.