Ulla-Carin Lindquist fik på sin 50-års fødselsdag at vide, at hun led af sygdommen ALS, amyotrofisk lateralsklerose, en meget aggressiv neorologisk sygdom, som ikke kan helbredes, og som i løbet af kort tid ender med døden. I løbet af ca. 1 år ændrede hendes liv sig drastisk, fra at hun var en succesfuld og travl tv-reporter med mand og 4 børn, til at hun intet kunne selv. Hun besluttede sig for at nedfælde sine tanker og tilbageblik. I forordet, som er skrevet 2 måneder før hun døde, gør hun rede for, at hun både føler dyb sorg over alt det hun ikke vil opleve, bl.a. at hun kommer til at forlade sine 4 børn, men samtidig føler hun også en stor glæde og lykke over alt det, hun oplever nu. Der er meget latter og megen kærlighed og omsorg i hendes liv, og efter at hun har fået stillet diagnosen har hun oplevet en ny slags nærvær. Dette paradoks gør hun fint rede for i den hudløst ærlige og meget bevægende bog. Privat ja, men alligevel en bog, man som læser bliver klogere på livet af, fordi den indeholder så mange almenmenneskelige betragtninger, så man ikke kan lade være med at stoppe op, og tænke på vigtigheden af at leve i nuet. Er der mon bedre i himlen?, 1999 er B. Bergmann Jeppesens beretning om samme emne, ellers er der ikke meget lettilgængeligt litteratur på dansk om denne sygdom.