d. 28. juli 2003
af
af
Beth Høst
d. 28. juli 2003
Tidligere på året udkom Håbets farve af samme forfatter. Denne nyeste efterlader samme indtryk: et talent for at skildre de mest blandede og svære følelser. Der er skarpe snapshots, der så pludselig blandes med de værste klicheer, som egentlig godt kan eksistere side om side med andre beskrivelser, vi har jo her fat i en ende af "trivi-genren". Hovedpersonen er smukke, professionelle og kølige Mel, der har et lille galleri i Vermont. Omkring hende møder vi frodige og glade Joanne med boghandlen, den unge kunsthåndværker Lisa og hendes stoute bjergbestigermand Ben. Persongalleriet er skildret med loyalitet, figurerne er bygget op med tilstrækkeligt med detaljer til at give troværdighed. Forfatteren lader sine personer gennemleve store kriser, formår at skildre fx den rasende sorg ved at miste et barn, og tabet ved at afstå fra den "forkerte" kærlighed. I forfatterens forrige var jeg personligt skuffet over plottets drejning, i nærværende er det bedre og med en åben slutning. Det er en roman i den gode ende af underholdningsgenren, på trods af klicheer og på trods af listen af katastrofer. Men sproget kunne godt have fortjent mere omhu.
