Romanen beskriver en mytisk verden, hvor forunderlige ting sker og dunkle hemmeligheder lægger slør over begivenhederne og relationerne mellem de "medvirkende". Til læsere af nye begavede forfattere.
Betina Birkjær (f. 1973) er scenekunstner og dramaturg. Hun debuterer med denne eventyrlige cirkelfortælling om byen med en håndfuld indbyggere, der er som taget ud af teatrets verden, og træet midt i byen med rødder i havet og de ubeskrivelige blomster. Træet er omgærdet af en mørk hemmelighed, som borgmesteren ønskede han kunne dele med andre. Flora Gyvelløv, som er forelsket i borgmesterens søn, opdager en anden hemmelighed, som får kærligheden til at visne. Digteren Aksel Loewe, der er bange for stilhed, opdager på sit værelse på Strandhotellet en distraherende plante, der vokser op igennem vindueskarmen, og indehaveren Viola læser hans sentenser på bordet, men opgiver omsider at feje de bogstaver op, som drysser fra hans digte. Træspecialisten Theodor Falk er kun interesseret i træet, og forårsager sammenstyrtning af rådhusets arkiver i sin jagt på dets hemmeligheder.
Birkjær er, med denne sælsomme fortælling, i familie med fx Haruki Murakami og Charlotte Weitze. Niels-Ole Rasmussens Aben i spejlet anbefales også til målgruppen.
Finurlig og fint kniplet mytisk fortælling, der behændigt leger med allegorier, elementer fra teatret, eventyret og magisk realisme, og som har en underfundig humor. Romanen skal læses mere end en gang for at fange de fine nuancer. Spændende debut.