Bøger / faglitteratur til børn / roman

Ronaldo


Beskrivelse


Om den professionelle fodboldspiller Cristiano Ronaldos (f. 1985) liv og karriere.

Indhold

Mål, mål og mål ; Han ville vinde ; Stolt af sin ø ; Til en stor klub ; En særlig kamp ; Den bedste ; Han er som en far ; Til en spansk klub ; Er han ked af det? ; På landsholdet ; Sølv - og tårer ; For eller imod ; Ikke kun god på banen ; Fakta


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. dec. 2013

af

af

Jesper Holtoug

d. 13. dec. 2013

En super let lille fagbog om én af fodboldverdenens aller største figurer, nemlig Christiano Ronaldo. Meget enkle opslag, helt kortfattede tekststykker og mange flotte fotos gør bogen brugbar for fodboldinteresserede allerede fra børnehaveklassealderen og et stykke op i indskolingen - især aldersgruppen mellem 5 og 7 år.

Meget mere enkelt og kortfattet kan det ikke gøres end denne tynde fagbog med seks dobbeltside-opslag, hvor fotos, overskrift og faktabokse fylder det meste. Der er nok ikke meget nyt om Ronaldo for de børn, der i forvejen interesserer sig for fodbold og for Ronaldo, men mon ikke den lille bog alligevel vil blive oplevet som en lille lækkerbisken. Det kan jo godt være både rart og stimulerende, at beskæftige sig med det der interesserer én allermest. Og så henvises der til web-sites med flere af Ronaldos stjernestunder.

Der findes en hel del fodboldfagbøger om fænomenet Ronaldo. Eksempelvis kan nævnes samme forfatters Ronaldo fra 2013, som henvender sig til de 8-11-årige og Troels Gollanders Første fakta-bog med samme titel, som primært er for de 7-- årige. Ingen andre Ronaldo-bøger er så enkle og lette som den her anmeldte.

Fodboldinteresserede begynderlæsere vil kaste sig over den appetitvækkende lille sag og fodboldverdenens pt. allerstørste stjerne. At der så kun leveres meget, meget lidt nyt stof for fodboldfans vil måske skuffe lidt, men billederne er flotte og teksten til at læse og forstå for de fleste læsestartere.


Bibliotekernes vurdering

d. 25. apr. 2013

af

af

Lisbeth Thue Hansen

d. 25. apr. 2013

Fagbogen hører til serien Jeg læser. Sport, hvor børn fra 9 år kan læse om forskellige sportsidoler - her Ronaldo. Bogen er til fritidslæsning, læsekurser samt til små projektopgaver. Lix 19.

Bogen om Ronaldo overholder alle formaliteter, der hører til en fagbog med indholdsfortegnelse, litteraturliste og stikordsregister. Bogens omslag appellerer til alle fodboldinteresserede. Idolet Ronaldo har netop scoret og løber med armen i vejret mod publikum. Peter Bejder har skrevet en ikke helt let tekst, men da børnene kender konteksten og hele fodboldverdenens terminologi og begreber, letter det læsningen. Brødteksten er sat med en stor typografi. Der er faktabokse på alle opslag. Fotos understøtter og udvider teksten, og der er billedtekster ved samtlige fotos. Man læser og lærer, hvem Ronaldo er, om hans barndom og familieforhold samt om hans karriere fra talentspiller som barn til hans professionelle liv som én af verdens bedste fodboldspillere. Ronaldos liv fra fattigdom til rigdom, som idol og som fotomodel bliver omtalt.

Der er skrevet flere bøger om Ronaldo, der ligner denne i indhold. Tidligere i år kom i serien Første fakta bogen Ronaldo der har lix 10, og dermed er lettere at læse, fra 7 år. Turbulenz udgav i 2011 Alt om Ronaldo for lidt ældre børn fra 11 år. Desuden finder man mange af Ronaldos mål på YouTube.

Bogen bliver et hit, fordi Ronaldo er et hit, et idol og én af verdens bedste fodboldspillere. Bogen anbefales til frilæsning fra 3. klasse.