Dette 15. album i Franka-serien er en direkte fortsættelse af bind 14 (Det portugisiske guldskib). Historien indledes da også med et fyldigt resumé af handlingen i dette album. Franka genoptager sin søgen efter kunsttyven og elskeren Hugo, som er blevet bortført af den onde miss Wings. Han var kommet på sporet af en legendarisk guldmine i Malaya, og nu ønsker miss W. at få fingre i guldminen til sig selv. Det lykkes Franka at indhente de to og under et dramatisk opgør at befri Hugo. Om Miss W. får fat i guldet er et åbent spørgsmål, men det genforenede par Franka/Hugo har i hvert fald ikke travlt med at komme tilbage til Europa og Frankas arbejdsgiver, som i sin tid satte hende til at udspionere kunsttyven Hugo. Franka-serien er tegnemæssigt fortsat en serie i den bedste Hergé-tradition med et detaljeret og omhyggeligt tegnet miljø og en karikeret persontegning i en sikker streg. Tegningerne - sat op i en traditionel sideopbygning - er varieret og omhyggeligt farvelagt. Seriens force er en kombination af actionpræget handling med en god portion humor - i dette album tilsat en smule kærlighed/erotik. Som denne beskrivelse antyder alt i alt ingredienserne til en god trivi. For 10-14 årige tegneserielæsere.