Dette lille boghæfte henvender sig primært til børn i førskolealderen.
Hæftet er bygget op omkring hovedpersonen Rosa, der er på loppemarked med sin mor. Her mister hun sin søde bamse, og læseren følger hendes forsøg på at få den tilbage. I teksten er udeladt et ord i hver linje, og det er erstattet af en illustration, så barnet kan gættelæse og på den måde kan få en fornemmelse af at være med i læseprocessen, når bogen læses højt. Teksten er sat med stor typografi. Illustrationerne er meget stereotype. Efter hvert afsnit er der enkle og lette quizopgaver og farveopgaver. Bagest i bogen er der ordliste over de anvendte illustrationer samt løsninger til opgaverne. Desuden findes der faktaoplysninger om loppemarkeder.
Bogen er niveau 1 i serien Læseuglen.
Den lille bog vil omkring rigtig mange ting på ganske få sider - både fortælle en historie, quizze og give fakta. Måske vil den være hyggelig at kigge i, hvis man sidder sammen med en voksen, men bogen har ikke skole- eller biblioteksrelevans - alene af den grund, at der er lagt op til, at man skriver og farver i bogen. For 3-5-årige.