En lille og meget kortfattet bog til den første faglige læsning. Forlaget har tidligere udgivet en række lette fagbøger, til hvilke der fra Internettet kan hentes opgaver. Opgaverne til denne nye serie om rummet var d.d. ikke tilgængelige. Bogen om rumrejser består af ti opslag som hver rummer fem til ti linjers tekst samt ét eller to store farvefotos/-tegninger. Der startes med indholdsfortegnelse og afsluttes med ordforklaringer og et lille stikordsregister. Teksten er sat med stor læsevenlig typografi. Ord, som findes i ordlisten, er fremhævet med fede typer, men sært nok hver gang ordet optræder i teksten. Man kan undre sig over, at et ord som færger er forklaret, mens der ingen forklaring er på ordet satellit. Sammensatte ord er i regelen delt vha. bindestreger. Bogen vil givetvis virke tiltrækkende på drenge i 2.-4. klasse, og de vil gennem læsningen få lidt at vide om raketter og rumfærger, ophold i rummet, månelandinger og fremtidsdrømme. I tilsvarende sværhedsgrad, men lidt mere omfattende, findes Kapløb til månen i serien Øjenvidnebøgerne (99/17) samt Rumrejser i serien De små fagbøger fra 1995.