Niels Sørensen og Frederik Gammelgaard har tidligerer skrevet om det danske folkestyre til undervisningsserien Samfunds-temaer. Danmark - en demokratisk stat udkom i 1998. Ligesom den er denne nye bog om de danske amter en god og letlæselig indføring i en del af det danske politiske system, og den udkommer samtidig med samme forfatteres bog om kommunerne. I 11 kapitler på 2-4 sider gennemgår den amternes historie og placering i folkestyret. 6 af disse handler om amternes opgaver inden for især sundheds-, trafik-, uddannelses- og miljøområdet. Bogen kommer også ind på samarbejde på tværs af amts- og landegrænser, og endelig er der et kapitel om amternes mulige fremtid, hvor politikere og eksperter giver deres bud på hvordan det vil gå. Ca. 35 sider bliver brugt til optryk af styrelsesloven og -vedtægten, og undervisningsopgaver, der lægger op til debat og stillingtagen. Der er en liste over relevante webadresser, ordliste og et register. Sproget er kort, klart og enkelt, og den tospaltede tekst giver god overskuelighed. Farvefotos, kort og tegninger supplerer teksten. I børnebibliotekerne er der en del bøger om det politiske system, men dette er den første selvstændige bog om amter. Kan bruges fra 14 år.